Om mig
Jeg hedder Astrid, bor i Svendborg, og det er mig, der står bag Tulips Studio. Jeg blev student i Juni 2025 fra Svendborg Gymnasium, hvor jeg gik på musik- og engelsk-linjen. Som den kreative mus jeg altid har været, har jeg haft et konstant behov for at udfolde mine idéer – og det var netop det, der førte til, at jeg startede Tulips Studio juni 2024, sideløbende med min gymnasietid. Jeg har sjældent helt fri, for jeg er altid i gang med noget – men linoleumstrykket har lært mig at stoppe op. Det giver mig en tiltrængt pause fra en hjerne, der ofte kører på højtryk. Derfor prioriterer jeg nu mindst én ugentlig kreativ dag, hvor jeg kan lade mit mentale batteri op.
Tulips Studio er mit lille kreative univers, hvor jeg skaber håndlavede ting med kærlighed. Jeg laver t-shirts, plakater og postkort mm med linoleumstryk – og for mig er det både et frirum og en måde at finde ro i det meditative ved selve trykprocessen. Mine t-shirts er unisex, og hele projektet er et legende rum, hvor jeg kan udforske kreativiteten, som jeg tror aldrig stopper.
Navnet Tulips Studio 🌷valgte jeg, fordi tulipanen altid har været min yndlingsblomst. Den minder mig om sommer og varme dage, og om mine kerneminder, hvor familie og venner samles omkring spisebordet – med en buket tulipaner stående midt på bordet. For mig symboliserer tulipanen nærvær og glæde, og det er præcis det, jeg ønsker at give videre gennem mit arbejde.
Jeg brænder for at skabe, og med Tulips Studio håber jeg at kunne inspirere andre til også at finde glæde i at udfolde deres kreativitet.
Jeg er samtidig evigt taknemmelig for den støtte og varme modtagelse, mine idéer har fået. Det er altid sårbart at dele det mærkelige og skæve, der gemmer sig i ens hoved – men takket være jer føles det både trygt og meningsfuldt.